Annonce

Annonce

Brev:

Søvn, mad, amning og toiletvaner


15. december 2023

Alder:
7 mdr.

Søvn, mad, amning og toiletvaner

Hej Helen,

Tak for svar af mine tidligere breve – jeg får et fornyet overblik, når du kommer med dit bud på forskellige problemstillinger, som jeg selv føler jeg sidder fast i.

Jeg har fire problemstillinger, jeg håber du kan hjælpe mig med:

1.Hvordan kan jeg lave en dagsrytme, der giver mening for os?
2.Hvordan sikrer jeg min søn får næring nok, når han ikke vil have grød/mos? Og samtidig reducerer amningen?
3.Min søn sover uroligt om natten/vil ammes ofte, og jeg vil gerne lære ham at sove igennem.
4.Hvordan hjælper vi vores 3-årige datter, med at lære at gå på toilettet?

Uddybelse:

1. Min søn er generelt en glad dreng, som har let til latter, og er især dygtig motorisk. Han er tæt på at krybe nu, og er generelt nysgerrig og meget interesseret i kontakten med os forældre og storesøster. Han er født til normal tid og har hele tiden ligget øverst i højde- og vægtskalaen. Jeg ved ikke hvordan han ligger nu, men han er i hvert fald godt babybuttet.

Jeg ved dog ikke hvordan jeg skal få stablet en god hverdagsrutine på benene, af forskellige årsager. Der er nogle dage på ugen, hvor han skal med mig hen at aflevere storesøster i børnehave, hvilket komplicerer formiddagen. Samtidig ammer han stadig for meget (han vil gerne hver anden time, hvis han selv kunne vælge), og jeg har svært ved at få reduceret amningen, da det ofte gør ham ked af det.

Vores dag ser sådan ud:
Kl. 6: vågner han ofte (men vågner tit meget mellem 3 og 6 og er urolig)
Kl. 6-7: morgenmad
Kl. 8: puttes da han er meget træt – men hvis storesøster skal afleveres, bliver han nødt til at vente til kl. 9-9.30, hvilket som sagt gør det svært at holde en fast rutine.

Og så er det at resten af dagen ser ud på ofte to forskellige måder, grundet afleveringen, hvilket kan blive lidt forvirrende. Derfor skriver jeg ikke mere af ”rutinen” ned, da det faktisk er meget forskelligt fra dag til dag, og det er her jeg virkelig har brug for hjælp til at få et overblik.

Hans formiddagslure varer ofte en halvanden time, og eftermiddagslur er ca. en time. Nogle gange er den kun en halv time. Han kan holde sig vågen i 2,5 time.
Vi spiser ofte aftensmad mellem kl. 17 og 18.
Han bliver puttet kl. 19.

Kan det overhovedet lade sig gøre at strikke dagen bedre sammen, når det ændrer sig alt efter aflevering om formiddagen, hvor luren bliver skubbet frem og tilbage en halvanden times tid?

2. Fra starten har min søn ikke brudt sig om grød og mos. Han smagte lidt i starten, og ellers holder han munden lukket og græd også. Nu afviser han for det meste bare skeen. Sundhedsplejersken foreslog, at han i stedet selv fik lov til at holde mad, han kunne gnave af, da han var god med finmotorikken, og rigtig gerne ville putte ting i munden. Og det går for det meste også rigtig fint. Han vil rigtig gerne putte kogte grøntsager i munden, gumler på dem fint, og er også god til at spise rugbrødshapser med forskelligt smørbart pålæg på. Han kaster dog lidt op en gang i mellem (og er det overhovedet okay, eller går det så egentligt for stærkt for ham?).

Jeg er bare i tvivl om, at han får nok mad på den her måde, og derfor er jeg også bange for at reducere på amningen, selvom jeg enorm gerne vil, fordi jeg synes det er rigtig hårdt at amme ham så meget, som jeg har gjort både nat og dag. Han spiser sådan her lige nu:

Morgenmad: Vi prøver at give ham lidt bolle med smør.
Frokost: Rudbrødshapser med smørepålæg (leverpostej, smøreost, humus) og kogte grøntsager at gnave i, med vand ved siden af.
Eftermiddagsmad: Blød frugt og knækbrød/bolle/rugbrød, han kan gnave af.
Aftensmad: Familiens mad, som vi førhen har blendet (Hvilket han spiste meget lidt af), og nu prøver vi, at give det som gnavemad i stedet. Men det er jo ikke alt mad, man kan det med.

Er simpelthen så bange for at jeg kommer ...


Annonce

... til at ”sulte” ham, hvis jeg skærer ned på amning, selvom han er rigtig fin babybuttet, og er en stor dreng af sin alder. Men jeg kan jo ikke rigtig tilsætte MME og olie/smør til gnavemaden, som man kan med mos og grød.

Lige nu ammer jeg ham, tidlig morgen kl. 5-6, formiddag kl. 8, midt på dagen ved 11-12 tiden (er forskelligt om det er før/efter frokost), eftermiddag ved 15-16 tiden, og igen ved 18-19 tiden. Vi kører ca. i tre timers intervaller. Jeg ønsker at nedfase amningen til 0 amningern når han bliver mellem 10 mdr og 1 år, hvis det kan lade sig gøre.

Hvordan kan jeg få alt det her til at spilde sammen på en bedre måde?

3. I starten ammede min søn ca. 1 gang i timen om natten. Og det samme om dagen. Det fortsatte til han blev næsten tre måneder, hvor det så lykkedes mig at få det skubbet til ca. hver anden time. I dag kan han godt vente tre timer om dagen, hvis jeg afleder ham og nogle gange fire timer, hvis hans far afleder ham. Men om natten sidder vi fast.

Han bliver puttet kl. 19 og sover helt fint i sin tremmeseng på vores værelse til kl. 22 ca. Her bliver han ammet og sover videre til ca. kl. 23-24, og så bliver han ofte urolig, sådan at det ender med at han kommer over i vores seng. Mellem kl. 24 og kl. 06, vågner han på meget sporadiske tidspunkter, hvor jeg enten prøver at vugge ham i søvn igen eller amme ham.

Jeg tænker bl.a. det er fordi han er så vant til amning, at det er det han ofte ønsker, og at det er en vanesag, der på en eller anden måde skal brydes. Vi fik tjekket hans ører hos lægen for undertryk, men han havde helt fine øre. Når jeg nægter ham amning og prøver at vugge og berolige ham, ender det ofte med at han bliver desperat og græder voldsomt, og så ender han alligevel med at få brystet, og det er nok derfor vi sidder fast nu. Hvad kan vi gøre?

4. Vi aner simpelthen ikke, hvordan vi skal lære vores datter at gå på toilettet. Da hun var halv andet år, prøvede vi allerede at pottetræne, da vi forstod det sådan at det kunne være en fordel at starte tidligt. Det lykkedes desværre ikke, og vi har prøvet on/off siden. Hun har samtidig haft forstoppelse i omkring 1,5 år.

Vi var til lægen med hende, hvor vi fik at vide, at vi skulle give hende Movicol dagligt, hvilket vi stadig gør i dag. Men hvis vi glemmer det en gang i mellem, får hun med det samme forstoppelse, og så gør det rigtig ondt, når hun skal lave lort, og hun synes formentlig derfor det er meget ubehageligt at sidde på toilettet. Hun tager det ellers fint når vi beder hende om at gå på toilettet for at prøve at tisse, og tisser også ofte i toilettet, men hun siger ALDRIG på forhånd, når hun skal tisse eller lave lort, og derfor oplever vi dagligt rigtig mangle uheld i bukserne, både herhjemme og i børnehaven (børnehaven hjælper hende også med at gå på toilettet i dagligdagen).

Kan det være muligt at hun simpelthen ikke kan mærke det? Eller er hun mon blevet så vant til uheldene, at hun bare accepterer dem? Hun bliver ellers tit ked af det, når hun laver lort/tisser i bukserne. Jeg prøvede i går at give hende en lille gave, da hun lavede en lort i toilettet (hun havde ikke forstoppelse), for at se om det kan have en positiv effekt, men er usikker på om det er en tilgang der virker. Hvordan kan vi lærer hende at mærke efter, og sige til, når hun skal på toilettet, inden uheldet sker?

Jeg beklager den meget lange roman her, og jeg håber det er til at finde rundt i min beskrivelser. Jeg synes mange ting har været op ad bakke i lang tid og er virkelig udmattet både fysisk og psykisk.

Jeg kan se at det er meningen, man skal dele sine emner op i forskellige breve, så helt okay, hvis du kun kan svare på noget af det, så må jeg gensende nogle af spørgsmålene i nogle andre breve.

Ser frem til dit svar og god jul 😊

Med venlig hilsen
Hende den udmattede

Læs Helens svar »



Annoncer

Sponsorerede artikler

Vent ikke til din baby har fået rød numse

- brug Olívy fra første bleskift

Hud der konstant udsættes for fugt, varme, friktion og syre fra urin og afføring, bliver nemt rød og irriteret. Det gør ondt på barnet, og kan påvirke den helt basale trivsel - herunder søvn og spisemønster. Med Olívy baby care – diaper change kan du ...

Læs mere her



Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:

24. april 2024 | Kost og ernæring | 7 mdr.

Min pige vil ikke spise

Hej Helen! Så er det blevet min tur til at skrive til dig:) Min pige, som...

Læs hele brevet og Helens svar


24. april 2024 | Kost og ernæring | 7 mdr.

Yoghurt produkter til baby

Kære Helen Vi er flere i mødregruppen, som er meget glade for de forskellige...

Læs hele brevet og Helens svar


11. april 2024 | Sovevaner | 9 mdr.

Dårlig søvn og stop af amning

Hej Helen. Nu har jeg endelig fået taget mig mod og tiden til at skirve til...

Læs hele brevet og Helens svar


10. april 2024 | Sovevaner | 6 mdr.

At sove igennem

Hej Helen Min søn er nu blevet 6 måneder og jeg tænker, at det derfor er...

Læs hele brevet og Helens svar


10. april 2024 | Kost og ernæring | 9 mdr.

Aftensmad og natteroderi

Kære Helen. Tak for dine tidligere råd og vejledning. Jeg kunne godt bruge...

Læs hele brevet og Helens svar


Annonce

Viden om børn:

Øl og amning

Før i tiden anbefalede man, at kvinder der lige havde født, og som gerne ville amme, drak en maltøl eller en mørk hvidtøl dagligt, fordi det kunne hjælpe med at sætte mælkeproduktionen op. Det var kun øl af denne type, som havde effekt, og effekten skulle skyldes maltindholdet. På barselsafdelingen kunne man derfor få en øl til frokost eller aftensmaden, hvis man havde brug for det.

Det anbefales dog ikke mere, at man forsøger at øge sin mælkeproduktion ved at drikke øl....

Læs mere i Babylex

Hår - babys hårpragt

Nogle børn fødes med stor hårpragt og andre kun med små dun. Håret kan variere både i tykkelse, længde og farve.

Selvom barnet fødes med meget hår, er der ingen garanti for, at håret bliver på hovedet. De fleste børn vil i 3-4 mdr´s alderen miste meget af deres hår, både fordi de ligger meget ned, men også fordi de hår, som er udviklet, da barnet lå i moderens mave, ofte tabes på en gang.

De nye hår, som vokser frem, er ofte tynde og fine i forhold til det hår, som...

Læs mere i Babylex


Svartidsbarometer

Aktuel svartid

Annoncer

Gratis nyhedsbrev

med nye præmier hver måned

Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.


Annonce

Læs mere om Helens bog om børn og opdragelse, som giver dig praktiske råd til alt det, der er så svært.

Det siger medlemmerne ...

Kære Helen.

Vi vil bare sige dig tusinde tak!! Det er uvurderligt, at du findes og giver så mange gode råd! Men det bedste er, at du er så anerkendende i dine svar om alverdens små og store problemer hjemme i de små familier. Det er en rigtig rar følelse, at man ikke behøver holde sig tilbage, når man skriver til dig, fordi du aldrig dømmer i dine svar. Så tusinde tak for en fantastisk brevkasse!

Hilsen drengens forældre


Annonce